Begrib det gribende i musikken!

Venneforeningen inviterer til en aften d. 2. maj i det nye Københavns Musikhus ved Vesterbro Torv, hvor professor emeritus Christian Kock vil lære os nogle metoder til at få en mere intens musikoplevelse. Arrangementet er åbent for alle: gratis for medlemmer og en entré på 100 kr for ikke-medlemmer

Vi kan alle sammen få ørerne spidset og mere intens oplevelse med musik ved at ”lytte langsomt”. I bogen Lyt langsomt: musikoplevelse er livskvalitet demonstrerer Christian Kock og Julie Tandrup Kock hvordan. 

I koncertforedraget den 2. maj kl. 19.00 har de to følgeskab af pianisten Anna Kirova. Der bliver spillet musik af bl.a. J.S. Bach, Mozart, Brahms og Rakhmaninov. Med ord og visuelle hjælpemidler kommer vi helt tæt på tonerne, takt for takt og sekund for sekund. At lytte så intense og ”langsomt” er vejen til at opleve alt det gribende i mesterværkerne. Ligesom når TV’s langsomme gentagelser af højdepunkter i en fodboldkamp får os til at se det geniale.

Efter foredraget kan man købe bogen Lyt langsomt til en favørpris. Om den har bl.a. komponisten Hans Abrahamsen udtalt: ”Christian Kock og Julie Tandrup Kock har begge en meget stor kærlighed og glæde ved musikken og forståelse for musikkens livsnødvendighed, og dette formidler de med største pædagogiske klarhed.”

Christian Kock var gennem mange år professor i retorik ved Københavns Universitet og har især skrevet og udtalt sig i medierne om politisk debat, men han har også forsket i musik- og litteraturoplevelse. Julie Tandrup Kock er datter af Christian og er uddannet som cellist i Danmark, USA, Schweiz og Italien.  Hun er aktiv solist og kammermusiker og har optrådt i Danmark, Argentina, USA, Schweiz, Sverige, Italien og England. Pianisten Anna Kirova er bosat i Danmark, men har sin pianistiske uddannelse fra Rimsky-Korsakov Konservatoriet i St. Petersborg og University of Southern California i USA.

Anna Kirova
Julie Tandrup Kock